Skødebjerg Syd Sidespor, en artikel om Skødebjerg Syd Sidespor

Skødebjerg Syd Sidespor – et sidespor til tørvetransport på TKVJ

Skødebjerg Syd Sidespor var et af de små sidespor på Troldhede-Kolding-Vejen Jernbane (TKVJ). Sidesporet lå strategisk placeret i nærheden af Vorbasse Østermose og var direkte knyttet til tørvefabrikationen i området. Med et 96 meter langt spor, en tørverampe og et tilknyttet spor til selve tørvemosen blev sidesporet et vigtigt knudepunkt for udskibning af tørv under både 1. og 2. Verdenskrig.

Anlægget blev etableret som et privat sidespor, hvor spormaterialerne blev finansieret af ejeren, Viggo Berg Straarup, der ejede både Skødebjerggård og Skødebjerg Teglværk og Tørvefabrik. TKVJ udførte selve anlægsarbejdet efter regning. Sidesporet blev i 1927 officielt omdøbt til Skødebjerg Sidespor og var i drift frem til 1. august 1950.

Baggrunden for etableringen af sidesporet

Da TKVJ blev åbnet den 25. august 1917, midt under 1. Verdenskrigs kulmangel, var der fra begyndelsen stort fokus på at understøtte den lokale tørveproduktion. Kulimporten var stærkt begrænset under krigen, og tørv blev en vigtig brændselskilde for både private husholdninger, institutioner og industri.

For Viggo Berg Straarup var det oplagt at udnytte jernbanen som transportvej for de store mængder tørv, der blev udgravet i Vorbasse Østermose. Derfor investerede han i at få anlagt et sidespor, der kunne sikre rationel og effektiv afsætning af tørv til de større byer i regionen.

Denne form for privat-offentligt samarbejde var typisk for perioden. Mange privatbaner så det som en fordel at samarbejde med lokale producenter for at skabe et stabilt trafikgrundlag. For TKVJ betød sidespor som Skødebjerg Syd, at banen fik ekstra indtægter fra godstransport og dermed en bedre økonomisk bæredygtighed.

Sidesporets udformning og funktion

Skødebjerg Syd Sidespor var 96 meter langt og udstyret med en tørverampe, der gjorde det muligt at læsse tørv direkte fra tipvognene og op i godsvognene. Ved sidesporet var der anlagt med et lille stikspor, der førte ind i tørvemosen. Selve læssefaciliteterne var enkle, men funktionelle. Rampen var bygget af sveller og jord og havde en højde, der matchede vognkassens sider for at lette læsningen. I perioder med høj aktivitet kunne der stå flere læssede vogne klar til afhentning, og det var normalt, at lokomotiverne fra TKVJ hentede vognene efter behov, så transportkæden forblev effektiv.

Vognladningsgods og ekspedition via Vorbasse Station

Selv om Skødebjerg Syd Sidespor var et aktivt læssested, skete ekspeditionen af vognladningsgods fra Vorbasse Station. Det betød, at de nødvendige papirer og fragtbreve blev udstedt dér, og at kommunikationen mellem tørvefabrikken og banens personale blev koordineret gennem stationsforstanderen i Vorbasse.

Denne ordning var praktisk og økonomisk, idet det sparede TKVJ for at bemande sidesporet. Det var typisk for privatbaner at holde driftsomkostningerne nede ved at samle ekspeditionen på få bemandede stationer og lade sidesporene fungere som ubemandede lastesteder.

Efterspørgslen efter tørv og økonomiens udsving

Tørv var en sæsonpræget ressource, og efterspørgslen fulgte konjunkturer og kulpriser. I årene efter 1. Verdenskrig faldt behovet for tørv, hvilket kunne mærkes på aktiviteten ved Skødebjerg Syd. Produktionen blev sat ned i perioder, og sidesporet blev mindre brugt.

I 1920'erne var der stadig aktivitet, men det svingede kraftigt fra år til år. Annoncer fra perioden viser, at der både blev udvidet og solgt materiel, afhængigt af behovet. Dette understøtter billedet af en branche, der var følsom over for prisudsving, men som alligevel formåede at holde sig i gang takket være stabile kunder og jernbanens transportmuligheder.

Økonomiske problemer og tvangsauktion

Kolding Folkeblad bragte i november 1935 en notits om, at tørvefabrikken og tilhørende ejendom skulle sælges på tvangsauktion på domhuset i Kolding. Auktionen blev begæret af en panthaver gennem sagfører Zieler fra Horsens. Trods de økonomiske problemer fortsatte Viggo Berg Straarup som ejer af tørvefabrikken og arbejdede videre med driften.

At han valgte at fastholde produktionen, viser, at tørveproduktionen stadig havde potentiale. Han forsøgte dog at skaffe likviditet ved at sælge en mindre tørvemose ved Nr. Snede i marts 1940, hvilket fremgik af en annonce i Jyllandsposten.

Anden Verdenskrig og øget produktion

Udbruddet af 2. Verdenskrig i 1939 ændrede situationen fundamentalt. Importen af kul blev begrænset, og tørv blev igen en strategisk ressource. Staten gennem Hedeselskabet koordinerede produktionen, og der blev givet lån til investeringer i materiel.

Skødebjerg Tørvefabrik indrykkede i maj 1941 annoncer i Jyllandsposten, hvor man søgte et motorlokomotiv med 700 mm sporvidde for at effektivisere transporten i mosen. Det viser, at man var parat til at modernisere og øge kapaciteten.

Produktionen steg kraftigt, og i de mest intensive perioder kunne Fitting Station og de nærliggende sidespor tilsammen afsende op mod 30 vognladninger tørv pr. dag. Dette gjorde Skødebjerg Syd Sidespor til en vigtig del af logistiknettet.

Hedeselskabets rolle som koordinator

Hedeselskabet havde under krigen rollen som statens tørvedirektorat. De førte kontrol med brændselsværdien og sikrede, at produktionen blev fordelt til de områder, hvor der var størst behov. Det betød, at tørveproducenter som Viggo Berg Straarup kunne få økonomisk støtte til at holde produktionen oppe og sikre en stabil forsyning.

For TKVJ betød det øget trafik og en solid indtægt fra godstransport. For lokalområdet betød det arbejdspladser og indtægter, der kunne holde liv i de små samfund gennem krigsårene.

Nedgang efter krigen og nedlæggelse

Efter 1945 faldt behovet for tørv, i takt med at kulimporten blev normaliseret, og nye energiformer som olie begyndte at vinde indpas. Aktiviteten på Skødebjerg Syd Sidespor faldt tilsvarende, og det blev efterhånden urentabelt at opretholde anlægget.

I 1950 blev sidesporet officielt nedlagt, og spormaterialerne blev taget op. TKVJ kunne herefter forenkle driften og reducere vedligeholdelsesomkostningerne. For lokalområdet betød det, at en epoke var slut, og at tørveproduktionen mistede sin centrale transportvej.