Sandet (Jylland) Station (Sa), en artikel om Sandet Station

Sandet Station - fra beskedent sidespor til aktiv station for tørv og brunkul

Sandet Station er et interessant eksempel på, hvordan en mindre holdeplads kunne udvikle sig til et vigtigt knudepunkt for både gods- og persontrafik på Troldhede-Kolding-Vejen Jernbane (TKVJ). Historien om Sandet Station rummer både anlæg af sidespor, opførelse af stationsbygning, håndtering af store mængder tørv og brunkul og ikke mindst et markant lokalt engagement, som kom til at præge driften i stationens mest aktive år.

Fra uofficielt trinbræt til holdeplads med sidespor

Sandet begyndte sin jernbanehistorie som et sidespor (og uofficielt trinbræt indtil ophøjelse til Holdeplads), hvor ekspedition af vognladningsgods skete via Stakroge Station, som lå cirka 2,5 km væk. Denne ordning viste sig hurtigt utilstrækkelig for lokalbefolkningen, der fandt det urimeligt at betjeningen lå så langt væk. Det blev fremført, at der ville komme betydelige mængder tørv til afsendelse fra området, og dette argument vejede tungt i beslutningen om at opgradere stedet til Holdeplads med sidespor.

Allerede året efter banens åbning blev der opført en mindre stationsbygning, og den 1. december 1918 åbnede Sandet officielt som holdeplads med sidespor. Stationsbygningen var af den mindre type med fire fag og et lille pakhus. I modsætning til mange andre stationer havde pakhuset ikke en egentlig læsserampe, men var opført på murede piller.

Ophøjelse til station og stigende aktivitet

I 1922 blev Sandet ophøjet fra holdeplads til fuld station, hvilket var en udvikling, man også så andre steder på privatbanerne og hos DSB, hvor man udfasede Holdeplads begrebet. Denne ophøjelse betød i dagligdagen ikke det store og muligheder for håndtering af både gods og passagerer var uændret. Fra den 17. maj 1953 blev Sandet dog igen nedklassificeret, denne gang til billetsalgssted med sidespor. Selvom status ændrede sig, fortsatte ekspeditionen af vognladningsgods og banepakker.

Tørvetransporter fra Folding Mose og Lyng

En af de vigtigste årsager til, at Sandet fik en station, var de store forekomster af tørv i området. En hestedrevet 600 mm smalsporsbane blev anlagt i 1918 for at transportere tørv fra Folding Mose og Lyng Sø til Sandet. Denne bane var omkring 800 meter lang og blev brugt til at bringe tørv til stationens læssespor, hvor det blev omlæsset i godsvogne til videre transport.

Der var to læssespor/krydsningsspor på Sandet Station. Det første var et krydsningsspor på 150 meter, som lå overfor stationsbygningen. Det andet krydsningsspor var på cirka 66 meter og lå øst for hovedsporet. Ved det lille krydsningsspor var der opført en høj læsserampe, som gjorde det muligt at tømme tipvognene fra tørvebanen direkte ned i godsvognene.

Brunkul og krigstidens travlhed

I takt med at brunkul blev en vigtig energikilde under Anden Verdenskrig, fik Sandet Station endnu større betydning. Store mængder brunkul blev transporteret fra de nærliggende brunkulslejer til stationen og videre ud i landet via Troldhedebanen. Arbejdet med at laste de mange vogne krævede en stor arbejdsindsats, og det var i denne periode, at stationen havde sin absolutte storhedstid.

Det nærliggende opland summede af aktivitet, når tipvognene blev kørt til stationen, og der blev arbejdet fra tidlig morgen til sen aften med at fylde godsvognene. Efter krigen, da efterspørgslen på brunkul faldt, blev det østlige læssespor nedlagt i 1945, og smalsporsbanen blev taget ud af drift.

Stationsbetjening og ekspeditrice

Sandet Station var i hele sin levetid betjent af en ekspeditrice, som stod for både passager- og godsekspedition. Dette var ikke usædvanligt for mindre stationer, hvor økonomien ikke tillod ansættelse af flere medarbejdere. Ekspeditricen havde ansvar for billetsalg, modtagelse og afsendelse af tog, samt håndtering af gods og post.

En af de mest markante personer i Sandets historie var fru Christensen, der fungerede som stationsforstander i mere end tre årtier. Hun blev kendt for sin utrættelige indsats og sit engagement i stationens drift. Jydske Tidende skrev den 16. februar 1964 om hendes lange tjeneste og bemærkede, at hun dagligt modtog og afsendte omkring ti tog. Hendes mand, Johannes Christensen, blev senere ansat som afløsende stationsforstander.

Livet på stationen og i stationsbygningen

Stationsbygningen fungerede ikke kun som et arbejdssted, men også som familiens hjem. Fru Christensen har fortalt, at hun under krigen måtte have hjælp i huset, fordi der var så meget at se til med brunkulstransporterne. Der skulle vejes, registreres og sendes kul, og det var et arbejde, der krævede stor præcision.

Johannes Christensen var kendt for sin humor og for at være vellidt blandt kolleger og lokalsamfundet. Han afløste på flere stationer langs banen og blev et kendt ansigt for mange. Nogle af de lokale historier fortæller, hvordan hans kone holdt styr på ham ved at ringe til stationerne, hvis han ikke kom hjem med det tog, han havde lovet.