Gilbjerg Trinbræt med Sidespor, en artikel om Gilbjerg Trinbræt med Sidespor

Gilbjerg Trinbræt – Et lille trinbræt med stor betydning for tørvetransporter

Gilbjerg Trinbræt var en beskeden holdeplads på Troldhede–Kolding–Vejen Jernbane (TKVJ), men dens betydning for lokalområdet og for Troldhedebanens godstransporter var langt større, end det ydre indtryk umiddelbart afslørede. Trinbrættet lå i det åbne hedelandskab mellem Hejnsvig og Vorbasse og bestod af en lang, græsklædt perron med et lavtliggende venteskur, som gennem store dele af driftsperioden var i dårlig stand. Trinbrættet blev etableret for at betjene de spredte beboelser i området, men blev især kendt for sin tilknytning til tørveproduktionen i Nebel Mose, som lå tæt ved. Gilbjerg Trinbræt fik i 1918 tilknyttet et sidespor – Gilbjerg Sidespor – der blev anlagt netop for at lette transporten af tørv.

Venteskuret og forholdene for de rejsende

Det lille blikskur ved trinbrættet var lavtloftet og ikke specielt funktionelt. Det var uden vinduer, hvilket betød, at passagerer, der ventede indendørs, ikke kunne se toget komme. Udsynet var begrænset til døråbningen, og da skuret var delvist nedgravet for at skabe bedre oversigtsforhold, var det reelt vanskeligt at orientere sig.

Indvendigt var skuret ofte præget af fugt og kryb. Det var ikke usædvanligt, at rejsende delte pladsen med edderkopper, bænkebidere og andre smådyr, der havde fundet tilhold i det fugtige miljø. Skurets tilstand forværredes op gennem årene, og i banens sidste tid blev det betragtet som næsten uforsvarligt at opholde sig i.

På trods af disse forhold var skuret et typisk eksempel på den form for minimale passagerfaciliteter, som privatbanerne ofte opstillede ved trinbrætter. Fokus var på funktion frem for komfort, og det vigtigste var at markere stedet som officielt stoppested.

Trinbrætsignalet

Som på de øvrige trinbrætter langs TKVJ var Gilbjerg udstyret med et trinbrætsignal. Det bestod af en cirka tre meter høj mast, malet i rød og hvid, med et rektangulært signal med et katteøje øverst. Passagerer, der ønskede toget skulle standse, kunne dreje signalet ud, så det blev synligt for lokomotivføreren.

Denne form for signal var en simpel, men effektiv metode til at regulere stop på de små trinbrætter. Det betød, at toget kun standsede, hvis der var passagerer, hvilket sparede tid og energi på strækninger, hvor stoppene ellers ville have været uden formål.

Troldhedebanen og Gilbjergs placering

Troldhede–Kolding–Vejen Jernbane åbnede i 1917 som et privat jernbaneselskab med det formål at forbinde Kolding og Vejen med det jyske hedelandskab omkring Troldhede og videre mod Grindsted og Herning. Banen fik stor betydning for hedeopdyrkning, mergling, tørveproduktion og brunkulsudvinding i området, da den muliggjorde billig transport af råvarer til købstæder og industri.

Gilbjerg Trinbræt lå på strækningen mellem Hejnsvig og Vorbasse stationer. Omgivelserne var præget af lyngklædte hedearealer, små landbrug og de store moseområder, der var velegnede til tørvegravning. Netop beliggenheden ved Nebel Mose gjorde Gilbjerg til et naturligt knudepunkt for transport af tørv, og trinbrættet blev derfor hurtigt mere end blot et stoppested for passagerer.

Andragendet om sidespor i 1917

Allerede kort efter Troldhedebanens åbning henvendte en gruppe lokale borgere sig til selskabets bestyrelse for at få anlagt et sidespor ved Gilbjerg. Den 3. november 1917 sendte mejeribestyrer L. Lauritsen fra Gilbjerg og en række andre beboere fra Gilbjerg og Nebel et andragende, hvori de understregede behovet for et skiftespor. De argumenterede med, at der i den forløbne sommer var produceret en betydelig mængde tørv i den nærliggende mose, som var blevet transporteret til Hejnsvig og Vorbasse stationer til en alt for høj pris.

Borgerne mente, at et sidespor ved Gilbjerg ville reducere omkostningerne og fremme produktionen betydeligt. De foreslog, at et spor blev anlagt hurtigst muligt, så det kunne være klart til næste sæson. Denne henvendelse blev fulgt op af endnu en skrivelse den 8. januar 1918, hvor en lang række beboere gav en formel garanti for et bestemt kvantum tørvetransporter for året 1918 – hele 10 millioner tørv, hvilket vidner om en omfattende produktion og en betydelig efterspørgsel på brændsel.

Etablering af Gilbjerg Sidespor

Andragendet blev imødekommet, og Gilbjerg Sidespor blev anlagt i 1918. Sidesporet bestod af et enkelt skiftespor, der gjorde det muligt at rangere vogne ind til læsning direkte ved mosen. Dette sparede betydelige omkostninger og arbejdskraft, idet transporten med hestevogne til de større stationer kunne undgås.

Sidesporet blev anvendt i hele tørvesæsonen, som typisk løb fra forår til efterår, når mosen var tør nok til at grave. Tørvene blev stablet til tørring og derefter kørt på tipvogne til læsserampen, hvor de blev lastet på banevogne. Transporterne blev især vigtige under Første Verdenskrig og de efterfølgende år, hvor kulimporten til Danmark var begrænset, og tørv blev en vigtig energikilde.

Mergeltransport og anden godstransport

Ud over tørvetransport blev Gilbjerg Sidespor også anvendt til andre formål, herunder aflæsning af mergel. Mergling var en vigtig del af hedeopdyrkningen, og Troldhedebanen blev ofte brugt til at bringe mergel til markerne. Sidesporet gjorde det muligt at læsse mergel tæt på de marker, der skulle forbedres, hvilket var en stor fordel for de lokale landmænd.

Passagertrafikken ved trinbrættet

Selve trinbrættet blev i hele sin levetid betjent som et simpelt stoppested for persontrafik. Passagergrundlaget var beskedent, men trinbrættet gav lokalbefolkningen mulighed for at komme til større byer som Grindsted, Kolding og Vejen. Venteskuret ved Gilbjerg Trinbræt var lavt og simpelt, og der findes beretninger om, at det ofte var i dårlig stand.

Perronen var græsklædt og kunne blive glat i regnvejr, hvilket gjorde opholdet mindre komfortabelt. Alligevel var trinbrættet en vigtig del af dagligdagen for de beboere, der havde behov for at rejse med banen til handel, skolegang eller arbejde.

Ulykken ved Gilbjerg i 1951

Gilbjerg blev landskendt den 11. april 1951, da et godstog med brunkul afsporedes på strækningen kort efter at have passeret Hejnsvig. Ulykken skete omkring en kilometer syd for Hejnsvig på vej mod Gilbjerg, og otte fuldt læssede brunkulsvogne væltede ned i banegrøften. Diesellokomotivet og den første vogn blev stående i sporet, men resten af toget væltede og blev stærkt beskadiget.

Ingen mennesker kom til skade, men sporet blev revet op, og trafikken blev midlertidigt indstillet. Passagerer blev udvekslet med rutebiler mellem Hejnsvig og Vorbasse, mens man arbejdede på at rydde sporet. Overbanemester Løvenstein fra Kolding og Troldhedebanens direktør Stensballe var hurtigt på stedet, og der blev rekvireret et hjælpetog fra DSB's hjælpestation i Brande med kranvogn.

Undersøgelserne viste, at årsagen til ulykken muligvis var en kombination af en ujævnhed i sporet og det tunge akseltryk fra de fuldt læssede vogne. Der blev også peget på, at vandmætning af banelegemet havde svækket underbygningen. Denne ulykke gav anledning til kritik af banens vedligeholdelse, men også til en diskussion af grænserne for, hvor tungt gods banen kunne transportere.

Vedligeholdelse og driftsforhold

Gilbjerg Trinbræt og sidespor krævede løbende vedligeholdelse, som blev udført af banens personale. Efterhånden som tørveproduktionen aftog i 1920'erne, blev sidesporet anvendt mindre, og det blev nedlagt den 7. maj1930. Trinbrættet fortsatte dog med at eksistere frem til banens lukning, men havde efterhånden kun et beskedent passagergrundlag.

Troldhedebanens rolle for lokalområdet

Troldhedebanen var en livsnerve for de små samfund, den passerede. Den muliggjorde ikke alene transport af tørv og mergel, men også handel, persontransport og en generel forbindelse til omverdenen. Gilbjerg Trinbræt er et eksempel på, hvordan selv de mindste holdepladser kunne have en stor praktisk betydning i en periode, hvor alternativerne til jernbanen var få.

Landskabet omkring Gilbjerg

Gilbjerg lå i et område præget af åbne hedearealer, som i begyndelsen af 1900-tallet gradvist blev opdyrket og tilplantet. Dette landskab er i dag forandret, men enkelte spor af banetracéet kan stadig findes i terrænet. Mosen, der leverede tørv til banen, er i dag delvist gendannet som naturareal.